Det giftige forhold
For et par måneder siden mødte jeg en veninde jeg ikke havde set længe. Vi droppede ind på en cafe, kastede os over en hel tallerken nachos og nogle kølige drinks, og begyndte at tale om alt hvad vi havde oplevet. Efter en halv time fortalte hun om en anden veninde, der var blevet super forelsket, og meget hurtigt var flyttet sammen med sin nye partner. Nu var der så gået et halvt år, og indenfor de sidste 2 måneder, havde veninden ringet og grædt adskillige gange over kæresten, som det viste sig faktisk kontrollerede hendes liv og færden helt ned til hvad hun skulle have på. ”Jeg elsker dig jo så meget og vil bare følge med i dit liv” havde kæresten sagt, når hun prøvede at stoppe hans kontrol.
Det viste sig også at han faktisk havde fået alle hendes koder, og hun havde taget ham flere gange i at logge ind på hendes mail og læse hendes post. Jeg gøs. Det veritabelt løb mig koldt ned ad ryggen. For her var noget helt galt. Og det fik mig til at tænke på at jeg ville skrive lidt på min blog om netop dette. Det giftige forhold, hvor et menneske langsomt sniger sig til at kontrollere et andet, finder nemlig ofte sted under dække af kærlighed, og det er meget forvirrende.
Kontrollerende mennesker er ofte vanvittig dygtige til at give dig kærlighed, opmærksomhed, gave, sex som du aldrig har prøvet det før, så du bliver helt rundtosset. Denne fase af forholdet kaldes love-bombing (hvis det er en narcissist man har fået fat på)
Og kan du genkende det fra dit eget liv eller kender en person, der er udsat for denne alvorlige cocktail af at blive bombet med kærlighed og kontrolleret på en grænseoverskridende måde, så skal man søge hjælp. Så hører du om en ven der er udsat for dette, så ræk ud.