At blive sammen for børnenes skyld

Jeg har ofte hørt sætningen – vi blev sammen ”for børnenes skyld”.
Det synes jeg er en mærkelig sætning, og en mærkelig ting. I dette lille essay har jeg lyst til at vende dette udsagn lidt på hovedet, og stille spørgsmål til det. For hvem er det egentlig man hjælper, hvis man bliver i et dårligt forhold, - for børnenes skyld?
Igennem børns liv bruger de forældrene som forbilleder. Børn lærer af de voksne ved at kopiere dem. Monkey see, - monkey do. Men hvad er det egentlig vi lærer vores børn, hvis vi lever i et kærlighedsløst forhold, med skænderier, frygt eller undertrykt vrede og irritation? Børn registrerer alle vibrationer i hjemmet, også selvom de sidder med hovedtelefoner på i et aflukket værelse bag en computerskærm. Børn vil ofte gøre alt for at få far og mor til at blive sammen, forsøge at forhindre skænderier, og trøste. Børn vil forsøge at forhindre den vold der evt foregår og forsøge at aflede opmærksomheden. Muligvis bliver børnene selv voldelige i en tidlig alder. Eller tavse. Eller angste. Eller selvdestruktive. Sætningen for børnenes skyld, vil blive forvandlet til bare ”Børnenes skyld”. Børnene vil ubevidst føle at grunden til at forældrene skændes er deres skyld. Og de vil ofte knokle for at kompensere.
Men det er ikke det værste. Hvis børn vokser op i et kærlighedsløst miljø, hvor forældrene er for optaget af egen kriser, vil det præge børnene når de bliver voksne. Og de vil skulle arbejde på højtryk for at give slip på den onde arv som de bærer med sig. For alt hvad de har lært i om kærlighed, tillid og tilknytning, er indlært i de første 5 år. Så barnets forudsætning for selv at få et godt kærlighedsforhold, stole på sig selv, og blive et helt menneske vil være voldsomt stækket fra starten.
Så måske det er værd at overveje, hvem der vinder ved at blive sammen for børnenes skyld. For det er ikke børnene.